Jagt med et væld af muligheder 

For et af vore islandske medlemmer bød en rejse til Sydafrika på jagt i både bush og bjerge, med både store og små hunde og med både riffel og haglbøsse. 

Tekst og foto: Gudfinnur Kristjansson 

Jeg var ikke andet end lige kommet hjem fra min sidste cull hunt, da jeg begyndte at planlægge den næste. Jeg satte mig ved computeren og sendte e-mails rundt til jagtvennerne. Islandske såvel som fra andre lande. I mailen spurgte jeg, om der var interesse for at tage på jagt sammen året efter, og mens jeg ventede på svar, kiggede jeg efter en jagtpakke, der kunne være interessant for en gruppe som vores. Det varede ikke længe, før jeg fandt en pakke der fristede. Det var hos Game 4 Africa Safaris, som tilbød jagt i Eastern Cape i Sydafrika. 

Den rigtige start 

Snart oprandt dagen, hvor vores vennegruppe – seks islandske jægere, to amerikanere og to hustruer – 

ankom til “Kudu Ridge Lodge”, som hovedkvarteret for jagtsafarifirmaet kaldes. Vi fandt hurtigt ud af, at alt var i topklasse; både faciliteterne, personalet, maden, stemningen og – da vi nåede dertil – selve jagten. 

Ved al skydning er det vigtigt at kende sit grej og stole på det samt at sørge for, at alt fungerer, som det skal. Nogle af os havde rejst med egne våben, mens andre valgte muligheden for at leje en riffel hos safarifirmaet. Uanset hvilken løsning der var valgt, så var det første skridt på jagten en tur forbi skydebanen for at verificere, at våbnene og jægerne var ”enige” om, hvad det hele gik ud på – altså at kuglerne skulle flyve som ønsket. 

15 dyr pr. jæger 

Som alle erfarne jægere ved, er det vigtigt at forvalte bestandsantallet i et givent område, så den holder sig inden for områdets bæreevne. På jagtfarme sker denne forvaltning ved en kombination af trofæjagt og cull hunt, hvor der nedlægges ikke trofæbærende dyr. På en cull hunt udvælger man de dyr der er gamle, eller dyr som ikke har de rigtige gener. Er bestanden meget tæt nedlægges også dyr fra andre kategorier end de nævnte, blot for at undgå at bestanden bliver for stor. 

Ofte udføres cull hunt’s af jordbesidderen selv og/eller af professionelle jægere, som både bruger kødet i husholdningen og sælger det videre til konsum. Der er dog også tilrejsende jægere – som jeg selv – der køber cull hunt’s for jagtens skyld, uden fokus på at få et trofæ på væggen eller i rekordbøgerne. Personligt nyder jeg en cull hunt lige så meget, som jeg nyder trofæjagt. 

Jeg møder ind imellem fordumme om, at jægere der deltager i cull hunt’s bare skyder til højre og venstre uden at tænke ret meget over, hvad der bliver skudt på, eller hvordan og hvor dyrene bliver skudt. Intet kunne være længere fra sandheden! Under en cull hunt lægges der mange kræfter i at udvælge de rigtige dyr og at nedlægge dem med gode kugler og med minimal kødødelæggelse. Under cull hunt har jeg flere gange oplevet at have flere chancer til trofæbærende dyr, inden vi endelig finder et cull-dyr. Så helt let behøver det bestemt ikke at være. 

De seks islandske jægere havde alle planer om en cull hunt med hver 15 dyr i pakken. Derudover ville de også gerne nedlægge nogle trofæbærende dyr, hvis chancen bød sig. De to amerikanske jægere ville helt og holdent fokusere på trofædyr. 

Vi var på jagt 2:1, hvilket betød, at der var fire guider sammen med vi otte jægere. Alle jægere som deltog i cull hunt’en lykkedes med at nedlægge alle dyr i pakken. Eksempelvis nåede både min ven Thomas og jeg at nedlægge hver otte dyr på den første jagtdag. 

Trofædyr og skadevoldere 

Vi oplevede, at der var utallige lovende trofæbærende dyr inden for de forskellige arter i området, og selvom hovedformålet med turen var at opleve en cull hunt, nedlagde alle jægere mindst ét trofæ udover. En nedlagde faktisk 10 trofæbærende arter ud over sine 15 afskudsdyr.  

I Afrika må mennesker – som så mange andre steder på kloden – ligeledes kontrollere antallet af skadevoldere, som forårsager skade på enten ejendom, jord eller husdyr. En sådan skadevolder er Caracal’en i de områder, hvor den tager husdyr. 

På denne tur havde jeg mulighed for at prøve jagten på netop den art. Den foregik med hunde. Vi startede cirka to timer inden solopgang, hvor vi tog hunden med ud for at finde friske spor af katte. Når der var fundet spor, blev hundene sat på det. Herefter var det vigtigt, at PH’en lyttede godt efter hundene, og at han forstod at læse deres gøen. Hvis der er spænding i lyden, kan det betyde, at hundene har fået øje på en kat og måske endda har ”stillet den” i et træ. Når det sker, gælder det om at skynde sig ind til dem og forhåbentlig katten. 

Efter at have lyttet efter hundene i omkring en time, hvor vi bevægede os rundt, samtidig med at hundene var i gang, hørte vi endelig ophidset gøen. Heldigvis var vi i stand til at nå frem i tide, for der sad en kat i træet. Haglgeværet blev hurtigt skuldret og aftrækkeren påvirket. På grund af den fart vi bevægede os i og varmen, nåede jeg at svede så meget under løbeturen, at jeg havde fået en anden frisure, end da vi startede. 

Bjergjagt på en lille art 

I et par år har jeg været interesseret i at jage The Tiny Ten. På denne tur havde jeg mulighed for at jage nogle af disse. Inden Caracal-jagten prøvede jeg lykken med klipspringer. Bjergkæden, hvor vi skulle jage den lille bjergart, lå en times kørsel i retning af Port Elizabeth. Efter at være ”klatret” højt op på bjerget i vores SUV, blev den parkeret. Herefter begav vi os videre til fods for at lede efter vildt. Til at begynde med så vi ikke meget, men efter mindre end en time fik vi alligevel øje på en klipspringer-han højt oppe på bjerget. 

Klipspringere har et fantastisk syn og det siges, at det er otte gange bedre end hos mennesker. I dette åbne område kunne vi derfor ikke komme tættere på end omkring 400 meter. Med mig havde jeg en riffel i kaliber 22-250. Jeg placerede trådkorset over dyret og trykkede af. Jeg så straks, at kuglen gik over klipspringeren, som nu bevægede sig højere op på bjerget. Da han var 500 meter fra os, stoppede han endelig og gav endnu en chance til et skud. Denne gang fandt kuglen sit mål – det lykkedes mig at lægge ham. 

Hurtig og lydløs 

En anden oplevelse med de små havde jeg den dag, hvor jeg nedlagde Caracal’en om morgenen. Efter jagten sad vi og nippede til kaffen hos den lokale bonde, som ejede jorden, hvor jagten havde fundet sted. Under snakken nævnte landmanden, at han havde set en blue duiker i terrænet, og at han havde en licens til rådighed, hvis jeg var interesseret? Han behøvede ikke at spørge to gange. Vi lavede en aftale om at prøve den jagt samme dag. 

Det var igen jagt med hunde, men denne gang med en flok små terrier. Hundene blev sluppet i det kratområde, hvor man vidste, at de små duikere holdt til. Jeg blev placeret midt i krattet sammen med bonden og min PH. Jeg fik besked på at være klar med haglgeværet. Det skulle være ladt og afsikret, idet den mindste lyd – selv det at afsikre geværet – ville skræmme de små antiloper væk, hvis altså der dukkede nogen op. Jeg fik også at vide, at hvis en duiker kom ind, ville jeg have mindre end to sekunder til at skyde, da de løber i et tempo, som var det djævelen, der var efter dem. 

Vi hørte hundene gø i det fjerne. Det lød som om de kom tættere på os. Det varede ikke længe, før vi så en duiker komme imod os. Det var ved at være tid til, at jeg skulle bevæge mig og det skulle gå hurtigt. Jeg skuldrede haglgeværet og nåede lige at følge dyret og trykke af, inden det forsvandt ind i krattet igen. Jeg vidste ikke, om jeg havde ramt og vendte mig derfor rundt og kiggede på de to andre. Jeg havde et stort spørgsmålstegn malet i ansigtet. Smilene der mødte mig og de opadvendte tommelfingre gav mig det svar, jeg havde håbet på. 

Denne jagtrejse kommer til at leve længe i min hukommelse. Akkurat som mange af de andre jagtrejser jeg har foretaget rundt om i verden. 

Billedtekster: 

01:

02:

03:

04 & 05 & 06 & 07: 

08:

09:

10: