Nordisk Safari Klub har indstiftet en række forskellige Slams, som du kan studere nærmere på denne side: Slams
Ved dette års uddeling af Slams modtog trofæopmåler Lars Bjerregaard Nielsen en plaquette for NSK Slam 50.
Lars har været medlem af Nordisk Safari Klub siden 1997. Han er vokset op med jagt, hunde og fiskeri, og været aktiv foreningsmand i over 35 år. Desuden har han tjent til dagen og vejen i jagt- og lystfiskerbranchen siden 1979. I dag er han trofæopmåler for NSK & DJ samt rejseagent hos Hunting Travel, ved siden af sit fuldtidsjob som driftsleder.
Lars har gennem de sidste 45 år rejst og oplevet en masse og kom dermed over tid helt automatisk tættere på at kunne opnå sin NSK Slam 50. At opnå en Slam blev derfor først sent et mål.
Hans NSK Slam 50 er opnået ved besøg på tre kontinenter i 12 lande: New Zealand, Sydafrika, Skotland, Norge, Sverige, Danmark, Tyskland, Holland, Polen, Østrig, Schweiss og Spanien.
Lars holder meget af at tage på bukkejagt i Polen sammen med gode kammerater eller at jage i Sydafrika med familien. Derudover har den fantastiske jagt på kronhjort også altid fyldt ham med respekt.
Blandt de mest udfordrende jagter han har oplevet, fremhæver han jagten på tahr og gemse i New Zealand og alpestenbukken i Europa, hvor det endte med, at de måtte flyves ud med helikopter. Han har altid fundet jagten i bjergene storslået og god, selv om den også kan gøre ondt.
De fleste af arterne er nedlagt med en Sako 75 i kal. 7 mm Rem. Mag., indtil han for 10 år siden gik over til en Blaser i kal. 300 WSM.
Det land der gjorde størst indtryk på ham var det vilde og storslåede New Zealand, men ifølge Lars kan alle lande nu noget.
Som favoritjagt nævner han riffeljagt og i særdeleshed riffeljagt efter kronhjort.
Han vægter oplevelsen højere end trofæet, så det har ikke været en jagt på trofæstørrelse og rekorder,
men dog med fokus at gå efter modne, skudbare dyr.
Lars har tidligere opnået en European Slam, men nævner også at han – som den måske første dansker – opnåede at lave en MACNAB. Derudover har han nedlagt alle springbuck’s på samme dag.
Han kan ikke vælge, hvilken art han helst vil jage igen, han ville nok vælge dem alle.
Han slutter med at konstatere, at det helt bestemt bliver til flere oplevelser, men nok ikke flere Slams.