Alt sker af en grund

Af: Thomas Lindy Nissen

I sidste sæson sad jeg time efter time gennem flere kolde nætter i håbet om at få en chance til at skyde en flot finlandsk whitetail hjort. Heldet var dog ikke med mig. Den eneste stærke hjort, jeg havde på skudhold, kom ind mod pladsen med vinden i snuden og fra en vinkel, hvor jeg ikke kunne skyde pga. bebyggelse.

Da jeg så en åbning for at prøve igen lige efter nytår, greb jeg chancen og tog atter afsted. Der var lige faldet sne, så forholdene var perfekte og sporene var lette at læse på de fire foderpladser, jeg havde til rådighed. Der var desværre ikke megen aktivitet at spore fra ældre hjorte, men på en enkelt plads var der dog spor fra en ældre hjort. Skulle det være, måtte det altså være der.

Jeg sad igen mange timer på pladsen. Første nat i fire timer, næste nat i ni timer og næste igen i seks timer, men så kun hundyr og kalve. Fjerde nat havde jeg igen en hind med to kalve på pladsen, men hinden virkede nervøs og det var som om, hendes opmærksomhed var rettet mod et sted bag det lille træskur, jeg sad i.

Pludselig hørte jeg et dyr stampe i den frosne jord lige bag mig, hvilket også var i den retning at min fært ellers helt optimalt drev. Den gamle hjort var kommet ind til plads bagfra og havde afsløret mig, uden at jeg havde fået mulighed for at nedlægge ham. Den aften var jeg ret ærgerlig, da jeg gik i seng. Ja meget ærgerlig.

Alt sker af en grund!
Sådan siger Jens Kjær og jeg ofte til hinanden, når vi er på tur sammen og tingene ikke går, som vi havde håbet. Det er en positiv måde at se tingene på, som Jens har givet videre til mig, og som jeg har taget til mig. Når noget går skævt, er det altså bare fordi der ligger en endnu større oplevelse og venter, en oplevelse som kun bliver mulig, fordi noget andet er gået galt.

Næste dag skulle bedrives med en drivjagt på nogle af de små øer, der ligger i forlængelse af jagtområdet, hvor jeg sad om natten. To hundeførere havde ringet til min vært og forhørt, om de måtte komme og arbejde med hundene på de uvejsomme øer, da der var ulve i deres eget jagtområde. Hundene skulle jo helst ikke skulle ende deres dage i flaben på en ulv, så selvfølgelig kunne de det.

De to hundefolk gik med hundene, mens min vært agerede bådfører og jeg som eneste mand blev posteret. Min post var ved et lille ”sund”, som adskiller et par småøer på henholdsvis 5 og 10 ha. Whitetails svømmer rigtigt godt og tager gerne flugten ad vandvejen, så jeg blev posteret på det sted, hvor dyrene ofte krydser vandet mellem øerne.

På den første ø – den mindste – kunne hundeføreren på sporene i sneen hurtigt konstaterer, at dyrene allerede havde forladt øen, inden vi gik i gang. De måtte være at finde på den lidt større ø, så hundeførerne blev sejlet over, mens jeg skulle blive på min post. Jeg stod således nu på en anden ø, end den der blev drevet og skulle skyde over vandet, hvis jeg fik chancen. Alternativt kunne jeg også vente og først skyde dyrene i vandet eller når de gik i land lige foran mig.

Hundeførerne blev sat i land, hvor dyrene – en hind med kalv – var gået op. Hundene fór med det samme halsende afsted. De to dyr tog dog flugten ad vandvejen i den anden ende af øen, hvorfor min vært var af den overbevisning, at øen allerede var tom for dyr. På opfordring fra hundefolkene, der gerne ville have lidt mere træning til hundene, fortsatte de dog drevet. Kort efter tog de igen fod op, der var altså flere dyr på øen.

I mere end en halv time gik de to hunde halsende på fod af dyrene, uden at nogen af os så dem. Pludselig kom de ned af den skovklædte skråning 100 meter fra mig på den anden side af vandet. Whitetails løber hurtigt og kan tage nogle enorme spring, så jeg nåede kun lige at konstaterer, at der blandt de fire dyr også var en hjort.

Netop som de nåede vandet, drejede de af og fulgte kysten, for at forsvinde bag en lillebitte ø der kun var adskilt fra den større ø af 10 meter bredt stykke med vand. Hundyrene forsvandt et efter et langs kysten, men hjorten havde heldigvis andre planer. Min vært fortalte senere, at hjortene ofte drejer fra hundyrene og svømmer væk, for at slippe for hundene, der så fortsætter efter den øvrige rudel.

Det gjorde denne hjort også. Pludselig stod han på den lille ø 70 meter fra mig og stirrede i min retning. Om han havde set mig, eller blot skulle orientere sig inden han hoppede i vandet, ved jeg ikke, for i samme sekund faldt skuddet. Jeg sikrede mig dermed en meget flot whitetail hjort nedlagt på en helt igennem spektakulær jagt – hvor heldig har man lov at være!

At hjortene herude på de små og nærringsfattige øer, ikke bliver så store – hverken af krop eller gevir – som de gør på fastlandet, spiller ikke så stor betydning. Det lykkedes og på en meget spændende måde.

Som sagt, alt sker af en grund!

Hvis du vil læse mere om whitetail jagt i Finland, samt om traditioner og jagtmetoder, kan du læse Danni Stokbæks beretning om, hvordan og hvorfor han tabte sit hjerte til whitetail jagt i Finland i medlemsbladet TROFÆ 6-2024.

Er du ikke medlem, kan du blive det her: BLIV MEDLEM