Ukrainsk konservator satte ny vandt Best of Show da Jagt & Outdoormessen løb af stablen 17.-19. april i Odense.
Af redaktionen
Da publikum på weekendens Jagt & Outdoormesse skulle udpege årets Best of Show, faldt valget på et værk, der skilte sig markant ud blandt mere end 100 udstillede udstopninger. Bag vindermonteringen af en los stod den 41 årige ukrainske konservator Oleksandr Andriichuk – til daglig kaldet Sasha.
Under konkurrencen The Open Scandinavian Taxidermy Championship foretages bedømmelserne efter internationale faglige standarder af et erfarent dommerpanel bestående af professionelle, internationalt anerkendte konservatorer.
Sasha er uddannet konservator i Ukraine og har arbejdet professionelt med faget i knap 20 år. Jagten og håndværket har været en naturlig del af livet siden barndommen, hvor han jagtede sammen med familien, også med bue og armbrøst, dengang det var tilladt i Ukraine. Interessen for naturens vilde dyr førte siden til en karriere, hvor kvalitet, præcision og respekt for vildtet har været bærende værdier.
Krigen i Ukraine ændrede imidlertid alt. Sasha meldte sig til militæret og gjorde i en periode tjeneste ved checkpoints og senere på natpatrulje i det nordlige Ukraine. Efter 3 år sluttede hans kontrakt og han traf den svær beslutning at forlade landet. Risikoen for at blive ”hvervet” på gaden til en ny militærtjeneste ved noget der minder om kidnapning og det politiske pres blev for meget. Hustru og børn lever fortsat med krigens realitet tæt på, hvor både droner og raketter har været faretruende nær hjemmet.
I dag arbejder Sasha for Bork Konservering ApS i Danmark, et land han selv beskriver som rent, ordentligt og fair. Han kendte allerede faget og miljøet her gennem tidligere ophold og samarbejder og har nu slået sig ned med ambitionen om på sigt at kunne samle familien igen.
På messen beviste han sit internationale niveau. Ud over Best of Show for los monteringen opnåede han også andenpladser for en råbuk skuldermontage samt en skuldermontage af sikahjort. Det er især pattedyr, der har hans hjerte – og særligt rovdyr. Katte og ulve står øverst på listen over favoritter, selvom han også holder af at arbejde med hjortevildt. Fugle har han præpareret, men som han nøgternt konstaterer, så kræver de for meget tid og finesse, som ikke altid opdages af kunderne, der blot griber fuglen om ryggen, efter han har brugt timer med pincet på at ret hver enkelt fjer til.
Allerede i 2021 markerede Sasha sig internationalt, da han vandt europæisk mesterskab for en dåhjort. Sejren på Jagt & Outdoormessen føjer endnu et stærkt kapitel til historien om en konservator, der – trods krig, flugt og adskillelse – fortsætter med at levere håndværk på absolut topniveau.







