Dødsfælder i bushen

Under en safari oplevede jeg på nærmeste hold, hvordan snarefangst kan foregå. Her var krybskytterne begyndt at opdyrke bushen. Rundt om bønnemarkene havde de spærret vildtets adgang med hjælp af fældet tornekrat, der blev anvendt som hegn. I et hjørne havde de ladet ”hegnet” stå åbent, så vildtet kunne komme ind på marken, hvilket for mange arter er fristende.

I passagen ind mod marken var opsat en stor stålsnare. Snaren var fastgjort omkring et relativt stort træ, hvor stammen var hugget omkring halvvejs igennem. Når mindre arter gik i snaren, kunne de aflives på stedet, mens større arter som eland eller bøffel ville knække træet og slæbe det efter sig. Det var således let for krybskytterne at indhente de fangne dyr, som så blev aflivet med stening eller machetehug.

Snarefangst er blandt de største trusler mod dyrelivet i Afrika. Snarer – ofte lavet af ståltråd – sættes i naturen for at fange vildt, typisk som en billig metode til at kunne skaffe kød til eget forbrug eller salg – såkaldt bushmeat.

Problemet ved fangst med snarer er i høj grad, at også truede arter samt dyr i alle aldre og af alle køn bliver fanget. Ofte lider vildtet en langsom og smertefuld død. Samtidig undslipper mange dyr med alvorlige skader, som gør det svært for dem at overleve i naturen.

Metoden er i den grad inhuman, men omvendt er det også svært at klandre nogle af verdens fattigste mennesker for at gribe chancen, hvis den er der. Den bedste løsning på problemet er at arbejde hen mod, at der er økonomi til både, at bekæmpe problemet og sikre lokalbefolkningerne en fremtid. I mange af Afrikas fjerntliggende områder er dette kun muligt gennem enten hjælpeprogrammer eller jagt. Hjælpeprogrammerne kan være virksomme, så længe der doneres penge til projekterne, men i bund og grund er det nok kun bæredygtig forvaltning af vildtet gennem betalingsvillige jagtturister, som virker på langt sigt i fjerntliggende områder.