I Danmark ønsker mange mere natur, flere vilde arter og større biodiversitet. Men debatten om ulven viser samtidig, hvor hurtigt begejstringen kan forsvinde, når naturen begynder at påvirke hverdagen. Samtidig har Danmark en politik, der skal forhindre vildsvin i at etablere sig, selv om arten naturligt kunne indvandre sydfra. Paradokset er, at vi ofte ønsker mere vild natur, men måske ikke nødvendigvis besværet med flere vilde dyr, når de medfører ulemper for mennesker. Den udfordring er langt fra unik for Danmark.
I mange afrikanske lande er human-wildlife conflict i dag blandt de største udfordringer for natur- og vildtforvaltning. Mange steder – og i høj grad i naturområder af jagtlig interesse – virker beskyttelsen så godt, at vildtbestandene vokser. Mange steder gælder det blandt andet elefanter, som i stigende grad bevæger sig ud på markerne og ødelægger afgrøder. Samtidig skaber bestande af løver og leoparder nogle steder problemer for landsbyboere, når husdyr bliver taget.
Fra et europæisk perspektiv kan flere elefanter og løver virke som en ubetinget succes, mens det for den lokale landmand, der mister sin majsmark eller sine geder, er mere nuanceret. Her bliver naturbeskyttelse pludselig et spørgsmål om familiens økonomi og i nogle tilfælde familiens sikkerhed.
Netop derfor argumenterer mange afrikanske Professionelle Jægere for, at lokalbefolkningen skal opleve konkrete fordele ved at leve med vildtet. Det kan være arbejdspladser, indtægter, skoler, vandforsyning eller adgang til kød. Hvis omkostningerne bæres lokalt, mens fordelene kun opleves andre steder, risikerer opbakningen til naturbeskyttelsen at forsvinde – og uden lokal opbakning, ingen natur!
Naturbeskyttelse handler ikke kun om at få flere dyr. Den handler også om at skabe accept blandt de mennesker, som lever tættest på dem – både i Afrika og Europa. Erfaringen er den samme, uanset om det drejer sig om elefanter i Afrika, ulve i Danmark eller vildsvin ved den dansk-tyske grænse, så skal mennesker leve med konsekvenserne.
Naturpolitik er sjældent så enkel, som den ser ud på afstand. Måske er den vigtigste erkendelse, at mennesker ikke nødvendigvis ønsker mere natur, men snarere mere natur på betingelse af, at den har værdi for de der lever med den. Et dilemma som synes universelt.
På Nordisk Safari Klubs YouTube kanal kan du lige nu se et interview med: Professional Hunter Thor Kirchner om human wildlife conflict



