Nordisk Safari Klub

Om klubben

Klubben blev i 1972 stiftet af nordiske trofæjægere

Klubben er uafhængig af alle jagtrejsebureauer og jagtorganisationer, og er for alle nordiske jægere, specielt med interesse for jagt i udlandet. Det er klubbens formål at arbejde til gavn for denne jagtudfoldelse. Derfor informerer vi om international jagt, sørger for udveksling af erfaringer blandt klubbens medlemmer, forsøger at fremme medlemmernes muligheder for jagt i udlandet og kæmper for deres interesser som internationale jægere.

Sådan fødtes Nordisk Safari Klub

En af klubbens stiftere, J. Bitsch-Larsen (Ribe), fortæller her hvordan den spæde start var for Nordisk Safari Klub. 

Og han tager dig med til Kalahari i 1972, hvor safarier også kunne have andre end de traditionelle mål, som dem vi i dag alle eftertragter – fugle for eksempel. 

En gang i vintermånederne januar-februar, 1972 fik jeg i Ribe besøg af min gamle ven assistent Finn Kristoffersen fra Kalø. Selvfølgelig snakkede vi også jagt.

Jeg havde f.eks. været på en safari til Belgisk Congo – nu Zaire. Det var min bror, overlæge Immanuel Bitsch-Larsen, der inviterede. Han arbejdede i den periode som lægemissionær i Tunda i den østlige del af Belgisk Congo. Det var i 1958. Det blev en fin tur og gav flere trofæer med hjem, bl.a. Western Bongo, der var til Rowland Ward.

Finn Kristoffersen eller ”Stoffer” fortalte om sin berømmelige fortid i Grønland! Den kunne man i øvrigt selv læse om i mange beretninger fra hans hånd ”Fra jæger- og fangerliv i østgrønland”. Han havde stadig uro i kroppen.

Så sagde Stoffer pludselig: “Du Bitsch, hvorfor laver vi ikke en safariklub?” “Jo”, sagde jeg. “Det kan vi godt. Så skal du være formand, og jeg vil være næstformand”. “Nej”. sagde Stoffer. “Omvendt. Du skal være formand, jeg vil være næstformand”. “Hvorfor?” sagde jeg. “Jo, det skal jeg sige dig. Fordi jeg har en stilling på Kalø, der gør, at jeg ikke kan tilrettelægge min tid selv. Det kan du. Derfor. Det er mest praktisk, at vi gør det sådan”.

Det blev vi så enige om. Men da der skulle deles medlemsnumre ud, sørgede jeg for, at Stoffer fik nr. 1 og jeg tog selv nr. 2. Klubbens første sekretær, arkitekt Claus Riber, Ribe fik nr. 3. Den 11. maj 1972 stiftede vi så Nordisk Safari Klub i Stoffers bolig ved Kalø. Vi formulerede foreningens formål til at “vække og øge interessen for Afrikas folk og fauna blandt nordiske naturvenner, bl.a. ornitologer og jægere”. Også lande og områder, der kan byde på gode naturoplevelser, ville blive inddraget.

NSK skulle ikke være noget jagtrejsebureau, men en samlecentral og et oplysningscenter, der i høj grad bygger på vore egne medlemmers erfaringer fra deres jagt og rejser i udlandet, og som på denne måde skulle komme alle øvrige medlemmer til gode.

Det var i store træk lidt om starten. Allerede samme år, som vi fik klubben startet, fik jeg efter ansøgning til biskop H. Dons Christensen, Ribe, bevilget en længere ferie end den sædvanlige, så der kunne blive til en 2 måneders tur til Afrika. Her blev indlagt 3 ugers ophold i blok 32 i Kalahari i Botswana, med jagt på storvildt i 14 dage under min egen ledelse – og med anerkendt kontrollant fra jagtmyndighederne. Vi fik denne kontrollant ansat som chauffør for det køretøj, som vi havde lejet i hovedstaden Gaberone.

Stoffer kom ikke med. Han var optaget. Men vor sekretær i klubben, medlem nr. 3, arkitekt Claus Riber, Ribe, kunne og ville. Jeg skal nok lade være med at berette om gemsbuck, hartebeest og springbuck etc. etc. – Vi fik vores andel. Men der er noget, man bliver ved med at mindes, når tankerne går tilbage til de dage. Det er fuglene. Der var en artsrigdom, som var så overvældende, og så var de jagtbare. Er man de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, kan mængden være utrolig.

Okavango-sumpene i det nordlige Botswana huser ænder og gæs i store mængder. Inden Claus Riber kom fra Danmark til Gaberone, tog jeg en tur alene til dette område, hvor jeg boede på en lokal kro. Det kneb med at kunne købe patroner lokalt (jeg havde heldigvis medbragt en god portion selv). 

Min vært (tidligere lejesoldat, hvid, i Belgisk Congo) sendte mig ud med kano på Okavangofloden med en roer som guide. Det blev på et par timer til 16 fugle af forskellige slags: Perlehøns, duer, ænder og en gås (på størrelse med en krikand). Der var også fredede arter, f.eks. Fulvous tree-duck, fortalte min kano-mand.

Så ankom Claus Riber. Jeg kom ganske vist en dag for sent til at modtage ham i lufthavnen. Men han fandt selv til hotellet i Gaberone. Der var ikke så mange af dem dengang. Med kort varsel blev vi klar til at rykke ud i område/blok nr. 32 i den sydlige del af Kalahari. Vi kunne more os i et område på størrelse med det halve af Jylland. Vi fik nemlig lov til at køre ud i vores blok tre dage, før vi skulle tage fat på den egentlige safari. Vi kunne jo more os med at skyde nogle fugle.

Jagtvæsenets leder var en englænder ved navn Campbell, som var imponerende velinformeret bl.a. om buskmænd. Han talte deres sprog, som er utroligt vanskeligt at lære. Han havde lært det som barn på faderens farm, hvor der beskæftigedes buskmænd. Vi havde meget glæde af hans gode informationer. Vi købte hver en fugle-licens til 7 dages jagt. Den kostede kr. 7,-, kan jeg huske. Vi måtte skyde 40 fugle om dagen – hver. Det fik vi nu ikke brug for.

Vor chauffør vidste, hvor fuglene var at finde. Vi havde meget glæde af en sandgrouse, som vi stiftede bekendtskab med. Det er en sjov lille fugl, der ligner en mellemting mellem en agerhøne og en due. Den er meget velsmagende. Dens flugt kan minde lidt om hjejlens. Den har samme fart på, men flokken holder kursen, som trukket efter en snor, også efter man har afgivet det første skud. Jeg optog lidt 16 mm film af denne fuglejagt.

Ved 9-10 tiden om formiddagen trak fuglene til et støvbad, – efter at de havde været på træk til et vandhul. Sandgrousen er lys-brunlig med runde, hvide pletter. Jeg kan huske, at Claus gjorde det godt med min over/under. Han dublerede tre gange. Der lå 9 fugle og 12 tomme hylstre, da trækket sluttede. Vore afrikanske medhjælpere undrede sig, “Sikke noget småkravl at skyde”. Og så gik det løs med duerne. Vi skød dem hen under aften, kan jeg huske. Det blev til en snes stykker. Men da jeg så Claus’ højre skulderparti, var det et sandt farveorgie i gult, grønt og blåt.

Af andre jagtbare fugle fik vi frankoliner og også nogle eksemplarer af den lille trappe. Vi så også mange af de store trapper. De var imidlertid ikke til at komme på skudhold af med jagtgeværet. Vi så dem jævnligt på 100 meters afstand. Der kunne en kaliber 222 have gjort godt; men man kan jo ikke slæbe alt det jern med sig. Jagt på fugle var virkelig en herlig og uforglemmelig oplevelse af vor tur i eftersommeren 1972 i Kalahari.