Derfor støtter jeg Nordisk Safari Klub Conservation

Som jægere har vi noget at være fælles om, og vi skal arbejde for at bevare jagten. Det er desværre ikke længere nok, at vi opfører os ordentligt, for der er bare nogen, som vil have jagten lukket uanset hvad. Vi skal kæmpe med næb og klør mod følelsesmennesker, der ønsker et forbud mod jagt. Jeg ser overvejende jagt som en rekreativ aktivitet, men jagt har samtidig en masse positive sideeffekter, som ikke-jagende borgere skal gøres opmærksom på. Alle har glæde af de indsatser som jægere gør i naturen. Vi bidrager i høj grad til biodiversiteten og skaber grundlag for eks. insekter og fugle samt deres predatorer såsom rovfugle, og den viden har Jens Ulrik Høgh fra Nordisk Safari Klub Conservation et særligt talent for at kunne udbrede. Han er svær at ”slå ihjel” på sine faktuelle argumenter, hvilket kommer jagtens sag til gode.

Lars Olsson

Michaels Jagt & Fiskeri, Svendborg


Derfor støtter Irish Deer Hunting NSK
Da jeg i 2013 etablerede Irish Deer Hunting, var mit mål – hvilket det stadig er – at give nordiske jægere muligheden for at prøve jagten på sikahjort i den barske irske natur.
For at dette også skal være muligt i fremtiden, forvaltes vores revirer bæredygtigt, både hvad gælder naturen og vildtbestanden.
Nordisk Safari Klub arbejder intenst med at oplyse ikkejagende verdensborgere om vigtigheden af den bæredygtige jagt i naturforvaltningen.
Gennem besøgende jægere tilføres midler til lokale afsidesliggende samfund – ikke bare i fattige lande langt væk – men også i landområder i Europa, såsom det vestlige Irland, hvor jeg opererer.
NSK har kontinuerligt arbejdet med at åbne samfundets øjne for dette igennem formidling, akkurat som jeg selv prøver at gøre. Men formidling er ikke gratis, hvorfor klubben selvfølgelig har brug for midler til dette formål.
Irish Deer Hunting har gennem mange år støttet NSK og derigennem været med til at skabe forståelse for jagtens vigtighed for både vildtbestanden og for de lokalsamfund, hvor de enkelte revirer ligger.
Irish Deer Hunting støtter og vil også i fremtiden støtte NSKs aktiviteter både lokalt og ude i verden. Jeg har forstået at uden konstruktiv formidling af fakta, risikerer vi, at jagten lukker rundt om i verden.
Mange af NSKs medlemmer har haft glæde af at besøge Irland og Irish Deer Hunting.
Ved at støtte NSK, støtter jeg altså også på sigt min egen forretning!

Niels Nielsen
Irish Deer Hunting


Derfor støtter vi Nordisk Safari Klub

Overalt i verden er jagten er under angreb i medier, sociale medier og nogle steder endda på jagt direkte. Mange af de udsagn der udbredes om jagt er helt forkerte og i nogle tilfælde direkte usande. Desværre angribes jagten oftere og oftere, men vi har alle en interesse i at forsvare vores hobby og retten til at gå på jagt og dermed vildtet og naturen. Vi kan selv forsvare jagten, når vi møder kritikkerne ansigt til ansigt, men det er også vigtigt, at der er organisationer som NSK, der kan tale vores sag i offentligheden.

At forsvare en sag som jagten offentligt er dog ikke billigt. Det koster en hel del mere, end hvad de fleste af os har råd til, men hvis vi alle bidrager lidt, tror jeg på, at vi kan gøre en forskel.

 Marlene Jürgensen

Labrador Cargo


Derfor støtter jeg Nordisk Safari Klub

Kun ved fagligt at oplyse den ikke-jagende del af befolkningen om, hvor vigtigt trofæjagt er for vildtets overlevelse og bevarelsen af dets levesteder, har vi en chance for at kunne gå på jagt i fremtiden.

Det sker tit, at ”hr og fru Danmark” holder ind ved vores butik for at se udstillingen af monterede trofæer. Selv om de ikke har tilknytning til jagt, ender det altid med, at de forlader værkstedet med en positiv indstilling til trofæjagt og konservatorarbejde, og det gør de fordi, vi forklarer tingenes rette sammenhæng med fakta. Det samme gør Nordisk Safari Klubs kommunikationsafdeling i noget større skala.

Jeg arbejder med min hobby og har haft virkelig mange oplevelser, både i Danmark og rundt omkring i verden, hvilket jeg aldrig havde fået, hvis jeg ikke var blevet konservator.

Ved at støtte NSK er mine værdsatte kunder og jeg nu også med til at sikre økonomi til, at jagten kan forklares og bevares, så drømmen kan fortsætte!

Kasper Pedersen

Nordjysk Trofæmontering