Under en dejlig forårssol kunne Nordisk Safari Klub den18. og 19. maj afvikle den årlige Safariskydning i Ulfborg Skydeterræn. Det blev et par velbesøgte og skønne safaridage med masser af spændende udfordringer og godt kammeratskab. Med 40 tilmeldte over hele weekenden var det en stor flok entusiastiske skytter som deltog. Heldigvis var der mange baner med forskellige udfordringer, som skytterne kunne fordele sig over.
Blandt de mange skydninger var bl.a. en, hvor skytterne skulle samle sine skud bedst muligt på 200 meter. Der var også vildmarksskydning og skydeprøve til det svenske elgmærke. Udfordringerne var svære. Nogle fik dog guld allerede i første forsøg, mens andre måtte prøve igen. Heldigvis er der altid en ven, der kan hjælpe med gode råd, hvis bjørneprøven bliver ved med at drille, eller grisen bare suser uskadt forbi igen og igen.
Skydeudvalget sender en stor tak til Chris Husum og Thomas for to fremragende workshops omkring skydning på lange hold, ligesom evigt fantastiske Finn Kallesøe skal have en stor tak for festmiddagen. Også Peder fortjener ros for godt værtskab og Korsholm for sponsoratet af en lodtrækningspræmie, der lød på en time i skydearenaen.
Vel mødt næste år.