Når alt kommer til alt

Da Kenya i 1973 forbød elefantjagt og handel med elfenben, konstaterede den daværende chef for landets vildtforvaltning, Mr. Mutinda, at 99 % af landets elefanter havde synlige tegn på at have været i kontakt med krybskytters spyd, pile eller snarer.

Myndighederne anslog dengang, at omkring 12.000 elefanter måtte lade livet til krybskytter om året, og den kenyanske regering anerkendte åbent, at elefantbestanden styrtdykkede. Man ønskede derfor at iværksætte drastiske tiltag i forsøget på at redde denne for Afrika så ikoniske vildtart fra udryddelse.

Ingen indtægter
Fra at vildtet – og i dette tilfælde elefanterne – havde været en ressource der kunne udnyttes, gik man nu over til, at se på vildtet som noget der blot skulle bevares til glæde for fremtidige generationer. Flere vestlige NGO’er og dyreværnsorganisationer så det som en sejr, men det var langt fra tilfældet.

I dag er det vel kun folk uden indsigt i forholdene og fakta-resistente individer styret af følelser, der ikke har erkendt, at det var en kæmpe fejl.

I Tsavo National Park, som blev oprettet i 1948, var der i 1966 en bestand på mindst 35.000 elefanter.

Blandt andet på grund af forbuddet mod reguleret jagt og handel med elfenben steg priserne på elfenben i 1970’erne kraftigt. Dette stimulerede selvfølgelig krybskytteriet, der på det tidspunkt primært skete med forgiftede pile fra indfødte Wakamba-jægere.

Indtil 1975 var der to styrelser der tog sig af natur- og vildtforvaltning i Kenya (en tog sig af nationalparkerne, mens den anden tog sig af vildtet). De blev nu fusioneret til en afdeling. Samtidig skulle de indtægter nationalparkerne havde nu sende til statskassen og parkerne kunne således ikke anvende egne indtægter i områderne, hvilket gav store problemer med finansieringen af nationalparkernes drift. Grundet jagtforbuddet var der selvfølgelig heller ikke indtægter herfra, indtægter som ellers ville have været betragtelige.

Overladt til banditter og krybskytter
I 1976 begyndte bevæbnede somaliere at drive krybskytteri i den underbemidlede nationalpark, hvilket bevirkede, at elefantbestanden hurtigt faldt til kun 20.000.

I fobindelse med at lederen af ​​anti-krybskytteenheden i 1977 blev dræbt af krybskytter på en ejendom/ranch beliggende i nærheden af nationalparken, måtte man – ikke mindst pga. at vildtet ikke kunne udnyttes kommercielt gennem jagt og dermed være med til at finansiere kampen – opgive beskyttelsen af vildtet. Elefanterne og andet vildt blev således overladt til de somaliske banditters og andre krybskytters forgodtbefindende.

I slutningen af ​​1980’erne var ikke bare moralen blandt de parkansatte vildtbetjente lav, ledelsen var også elendig. Vildtbetjentene i alle kenyanske parker manglede funktionelle køretøjer og brændstof, ligesom de underbetalte vildtbetjente måtte klare sig med defekte rifler. I 1987 var situationen forværret så meget at elefanterne mildest talt blev nedslagtet over hele landet.

Enormt bestandsfald
Da man i 1988 gennemført den første undersøgelse af elefanter, bøfler og husdyr i Tsavo-regionen i 10 år, afslørede optællingen, at der kun var 5.300 elefanter tilbage, hvoraf 81% var i selve Tsavo National Park. Det betød, at der siden den sidste større optælling i 1972 – året inden fedningen – var sket et bestandsfald på hele 75%.

I begyndelsen af 1970’erne var der en anslået bestand på 5.000 sorte næsehorn i området, men selvom man mente, at der stadig skulle være syv næsehorn tilbage, blev ingen af disse observeret. Også bestanden af bøfler var siden 1970 og til denne tælling blev halveret pga. sygdom og krybskytteri for kødets skyld.

Mennesker, husdyr og vildt
Optællingen blev foretaget med 11 fly som dækkede cirka 40.000 km2. I tidligere undersøgelser var der aldrig fundet kvæg i parken, men denne gang blev der – lavt sat – talt 11.000 stykker kvæg og 2.400 får og geder. Resultatet af de mange husdyr var overgræsning, ødelæggelse af vegetationen og alvorlig erosion.

I 1973, da elefantjagtforbuddet blev vedtaget, havde Kenya anslået 167.000 elefanter. Nu – 51 år senere – er der på trods af en massiv indsats mod krybskytteri, øget turisme og fokus på at begrænse konflikterne mellem mennesker og elefanter anslået kun omkring 36.000 elefanter tilbage i landet.

I Kenya er bestanden af elefanter altså faldet drastisk, indsatsen mod krybskytteri har slået fejl, ligesom konflikter mellem mennesker og elefanter – på trods af den lille bestand – stadig er et problem. Ikke mindst pga. af tiltagende menneskelig aktivitet i form af bl.a. husdyrhold i nationalparkerne.

Smil på læben
Til gengæld har fakta-resistente politikere og økonomisk veldrevne NGO’er nu i mere end 50 år kunnet se sig selv i spejlet med et smil på læben, for det har – som beskrevet – ikke været tilladt at udnytte vildtet kommercielt til jagtlig udøvelse!

I det sydlige Afrika, hvor elefantjagt og jagt på andre vildtarter er en mulighed, som dermed understøtter vildtet, naturen og biodiversiteten økonomisk, er der faktisk i nogle områder så mange elefanter, at det kan være et problem for naturen at bære dem.

Men når alt kommer til alt er kontrolleret, bæredygtig jagtudøvelse nok at foretrække frem for det modsatte.

Kilde: Patrol