Nordisk Safari Klub
Trofæopmålinger, jagtrapporter, jagtrejsemagasin & skydninger

Regler for trofæopmåling

Der findes mindst 5 forskellige opmålingssystemer i Verden:

- C.I.C (Europa/hele verden)
- Safari Club International (hele verden)
- Rowland Ward (Afrika/hele verden)
- Boone and Crockett (Nord Amerika)
- Douglas Score (Australien og New Zealand)

Af disse måler Nordisk Safari Klub efter de to førstnævnte.

C.I.C's regler er udarbejdet af den internationale jagtorganisation Conceil Internationale de la Chasse. De første regler blev udarbejdet i 1937 i forbindelse med en Jagtudstilling i Berlin. Disse regler blev revideret i Madrid 1952, og senere er der kommet enkelte ændringer til. C.I.C. har fastsat regler for opmåling af samtlige arter, der har et trofæ. C.I.C. har også fastsat regler for tildeling af medaljer.

Safari Club International blev grundlagt i begyndelsen af 1972. Reglerne omkring trofæmåling blev indført i 1977 og er siden løbende blevet revideret. Der kan erhverves SCI medaljer, der er igen faste krav, men udregnes efter hvor mange trofæer der er registreret i Rekordbogen. Broncekravet er mindstekravet for at komme i bogen. For at opnå sølvmedaljen skal trofæet være i den midterste tredjedel. For at opnå guldmedalje skal trofæet være i den øverste tredjedel. Det udregnes i hvert enkelt tilfælde af The Trophy Records Committee i USA. For at få trofæer registreret der, skal man være medlem af S.C.I., og derefter koster det at få et trofæ med i bogen, ønsker man medalje koster det ekstra. Med indsendelsen af skemaet skal der medsendes mindst et foto af det nedlagte trofæ.

Rowland Ward var et meget kendt og velanskrevet konservatorfirma i London. De udarbejdede tidligt et sæt regler om opmåling af jagttrofæer fra hele verden. Første gang der blev udsendt en rekordbog fra dem var i 1892. Rowland Ward har udarbejdet regler for alle trofæbærende vildtarter i hele Verden. For at opmåle til Rowland Ward skal man have en autorisation.

Boone and Crockett Clubs opmålingsregler har eksisteret siden 1930, og den første rekordbog fra Boone and Crockett Club udkom i 1932, og er siden udkommet med mellemrum. Boone and Crockett Club foretager kun opmåling af arter fra Nord Amerika, og disse regler anvendes ikke ret meget mere i Europa.

Som en del af opmålingen modtager man et diplom med opmålingsresultaterne samt en plombe med points tallet på. Desuden bliver trofæet registret i Nordisk Safari Klubs kartotek over opmålte trofæer. Ønsker man opmålt trofæer efter SCI systemet og ikke ønsker dem registeret i Nordisk Safari Klub er denne opmåling gratis. Man får da en formular med resultatet på, og skal så selv sørge for at få det registreret hos SCI.

Nordisk Safari Klub har fastsat nogle medaljekrav for erhvervelse af Nordisk Safari Klubs "Top Trophy" medalje. For de europæiske arter er disse krav de internationale krav fastsat af C.I.C. svarende til sølvmedalje. For trofæer opmålt efter Rowland Ward og SCI er reglerne følgende: Bronze - mindstekravet for at gå i bogen. Sølv - 5 % større end mindstekravet for at gå i bogen. Guld - 10 % større end mindstekravet for at gå i bogen.