Nordisk Safari Klub
Trofæopmålinger, jagtrapporter, jagtrejsemagasin & skydninger

PETA vil have indflydelse på Facebooks ledelse

 

Dyreværns-aktivist-organisationen PETA (People for Ethical Treatment of Animals) meddeler nu at de har købt aktier i Facebook for at give sig adgang til generalforsamlingen for derved at kunne stille forslag til samme og spørgsmål til ledelsen. Det sker, ifølge PETA selv, for i højere grad at påvirke Facebook til at undlade at tildække fotos, opslag og videoer som PETA lægger op på det sociale medie af grusomheder mod dyr. Disse opslag får nemlig ikke så mange hits når de tildækkes, og når derfor ikke ud til så stort et publikum. Vicepræsident Tracy Reiman siger at ”folk fortjener at se hvad dyr udsættes for i laboratorier, fabriksfarme og slagterier når de skinnes eller plukkes i levende live”. Hun er derfor fortaler for at folk selv får lov til at bestemme om de vil tildække noget.

SCI og PETA enige et stykke af vejen

SCI meddeler at de er enige med PETA i denne sag. Facebook tildækker fotos af jægere, trofæer mv., i højere og højere grad. På det seneste bliver også øvrigt jagtstof forsynet med advarsler eller tildækket, ovenikøbet er der set eksempler på at selv tilberedelse af vildtkød er blevet tildækket. SCI ønsker derfor også at folk selv får lov til at bestemme hvad de vil se og ikke se.

Det man kunne frygte, skriver SCI videre, er dog at PETA vil bruge deres indflydelse til at forsøge at få jagtrelevant stof helt bandlyst hos Facebook mens deres eget stof skal være frit tilgængeligt.